Vil du være pleje- eller støttefamilie i Gribskov Kommune?

Som pleje- eller støttefamilie gør du en stor forskel for et barn eller en ung, ved at støtte dem i at komme godt videre i livet.

At være plejefamilie indebærer, at et barn eller en ung, der ikke kan bo hos sine forældre, i en periode bor fast hos dig. Du kan også være netværksplejefamilie for et barn eller en ung, som du kender i forvejen. 

At være støttefamilie indebærer, at et barn eller en ung bor hos dig i afgrænsede perioder – for eksempel en weekend eller to om måneden. Det kaldes også et støtteophold.

De børn og unge, der har brug for en pleje- eller støttefamilie, kommer fra meget forskellige hjem. De har typisk brug for at komme til at trives bedre, og for at være sammen med en anden familie og få nogle andre oplevelser, end de får med deres biologiske forældre. Der kan også være tale om et barn med f.eks. ADD, autisme eller en funktionsnedsættelse, hvor det er barnets samlede familie, som har brug for, at barnet i en periode eller ind i mellem bor hos en anden familie.

Det er både givende og krævende at være pleje- og støttefamilie. Det kræver tålmodighed, rummelighed og overskud. Samtidig får din familie meget igen og oplever glæde ved at få en stor betydning i et barns eller en ungs liv.

Du kan være pleje- eller støttefamilie alene eller sammen med din partner. 

Vil du vide mere?

Ring til Gribskov Kommune på 72 49 60 00 og bed om at tale med en af vores familieplejekonsulenter.

Du kan også kontakte Socialtilsyn Hovedstaden på tlf. 91333200 eller søge information på Socialtilsynets hjemmeside.

 

Ofte stillede spørgsmål

Det kan du læse om på Social- og Boligstyrelsens hjemmeside: Plejeforælder | Social- og Boligstyrelsen (sbst.dk)

Det kan du læse om på Social- og Boligstyrelsens hjemmeside: Netværksplejeforælder | Social- og Boligstyrelsen (sbst.dk)

En støttefamilie er kort fortalt en familie med lyst og overskud til at have et barn på besøg hver anden eller tredje weekend i ferier og måske enkelte hverdage på et såkaldt støtteophold. Børnene kommer ofte fra familier med enlige forældre, som har et spinkelt netværk og har brug for støtte for at få hverdagen til at fungere.

Måske har du mest hørt om plejefamilier – men støttefamilier er lige så vigtige. Et støtteophold kan være det, der betyder, at et barn eller en ung ikke behøver at blive anbragt uden for hjemmet. Hvor længe og hvor ofte barnet eller den unge bor hos dig som støttefamilie er meget forskelligt og aftales individuelt. 

Støttefamilier blev tidligere kaldt aflastningsfamilier, men det blev ændret med Barnets Lov, som trådte i kraft d. 1. januar 2024.

Hvis du ønsker at være pleje- eller støttefamilie forventer vi grundlæggende, at du:

  • Er robust, tålmodig, rolig, og i stand til at skabe struktur og forudsigelighed for barnet eller den unge.
  • Kan møde barnet eller den unge anerkendende samt have fokus på ressourcer og succesoplevelser.
  • Er interesseret i at samarbejde med børnenes forældre og netværket omkring barnet.
  • Har en gældende godkendelse som pleje- eller støttefamilie. Læs mere om, hvad det kræver at blive godkendt af Socialtilsynet, her. Hvis du skal være støttefamilie for et barn eller en ung med en funktionsnedsættelse eller netværksplejefamilie, skal du godkendes af Gribskov Kommune i stedet for Socialtilsynet. Kontakt vores familieplejekonsulenter for at høre mere.

Som støttefamilie ser vi gerne, at du bor inden for rimelig køreafstand fra Helsinge, og kan tilbyde fleksibilitet i forhold til at hente og bringe barnet eller den unge til og fra aflastning.

Som plejefamilie forventer vi, udover punkterne ovenfor, at du – og din partner, hvis I er to – deltager i den efteruddannelse og supervision, som vi tilbyder.

Derudover afhænger vores forventninger til dig af plejebarnets behov, dine kompetencer mv. 

Hvis du bliver pleje- eller støttefamilie for et barn eller en ung fra Gribskov Kommune tilbyder vi:

  • Et grundigt fagligt arbejde som grundlag for at ”matche” jer og barnet/den unge.
  • Erfarne og dygtige familieplejekonsulenter, som er tilgængelige og vægter den gode kommunikation og det gode samarbejde med jer højt.
  • Vejledning, rådgivning og supervision fra vores erfarne familieplejekonsulenter. Omfanget tilpasses efter behov.
  • Et tæt samarbejde med vores familieplejekonsulenter og barnets/den unges rådgiver om barnets udvikling og trivsel, samarbejdet med forældrene mv.
  • Et fast og vedholdende fokus på altid at finde de løsninger, der giver bedst mening for barnet/den unge og for jer.
  • Tæt støtte i opstarten til alle plejefamilier, for eksempel med relevant uddannelse og hyppige besøg af familieplejekonsulenten. Støtten tilpasses den specifikke plejeopgave.
  • Relevant kompetenceudvikling og efteruddannelse, for eksempel gennem kurser fra SOSU H eller individuelt bevilgede kurser om specifikke problematikker.
  • Mulighed for at deltage i netværksgrupper med andre plejefamilier.
  • Dækning af udgifter i forbindelse med barnets/den unges ophold.

Pleje- og støttefamilier i Gribskov Kommune honoreres ud vores honoreringsmodel med et antal vederlag, der tilsvarer opgavens tyngde. Derudover får du dækket de udgifter, der er forbundet med at have barnet eller den unge boende.

Du kan finde vores honoreringsmodel her: 

Honorering af pleje- og støttefamilier i Gribskov Kommune

Som pleje- og støttefamilie er du ikke lønmodtager, men betragtes som selvstændig. Du bliver ikke ansat af Gribskov Kommune, men knyttet til kommunen via en kontrakt, på samme måde som andre private leverandører af indsatser. Derfor gælder de regler og overenskomster, som lønmodtagere er omfattet af, heller ikke for plejeforældre.

Vederlag er ikke løn, men kan betragtes som en kompensation for, at den opgave, pleje- eller aflastningsfamilien varetager for Gribskov Kommune, holder familien ude af arbejdsmarkedet i større eller mindre grad.

Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at pleje- og aflastningsfamilier i skattemæssig sammenhæng som udgangspunkt betragtes som lønmodtagere, da plejevederlaget udbetales og beskattes som A-indkomst.

Netværksplejefamilier modtager ikke et honorar. Du får dog dækket de udgifter, der er forbundet med at have barnet eller den unge boende, fx for kost og logi og for de øvrige omkostninger, der kan være. 

 

I vores kontrakttillæg til pleje- og støttefamilier kan du læse om retningslinjerne i Gribskov Kommune for fx ferie, kørsel, dækning af udgifter til plejebarnet mv.

Du finder kontrakttillægget her:

Kontrakttillæg for pleje- og støttefamilier

Videoen er én af i alt 7 videoer om at være plejefamilie, som Social- og Boligstyrelsen har lavet. Du kan finde dem alle på YouTube.

Center for Sociale Indsatser

Ring til Gribskov Kommune på 74 49 60 00 og bed om at tale med en af vores familieplejekonsulenter.

Skriv til Center for Sociale Indsatser via digital post