Udlej din helårsbolig

Kommunalbestyrelsen har vedtaget, at hæve den maksimale tidsgrænse for udlejning af egen helårsbolig til 100 dage.

Folketinget vedtog i april 2019 nogle ændringer i lov om sommerhuse og campering til ikrafttræden 1. maj 2019, bl.a. vedrørende en ret til korttidsudlejning af helårsboliger. Denne mulighed vil have betydning for administrationen af bopælspligtreglerne, men den vil ikke lempe kravet om bopælspligt.

I Gribskov kommune har lovændringen været forlagt politisk behandling, hvor sagen har været behandlet af udvalget Udvikling, By og Land den 14. januar 2020, Økonomiudvalget den 20. januar 2020 samt Byrådet den 28. januar 2020. Referaterne kan findes her.

Den mest iøjnefaldende ændring er navnet på loven, der nu hedder lovbekg. om udlejning af fast ejendom til ferie- og fritidsformål mv. i stedet for lov om sommerhuse og campering. Loven bestemmer, at en ejer eller en lejer kan korttidsudleje sin helårsbolig til ferie- og fritidsbolig mv. i 70 dage pr. kalenderår. Udlejningen skal omfatte hele boligen. Kommunalbestyrelsen kan beslutte at hæve den maksimale tidsgrænse for udlejningen fra 70 dage og op til maksimum 100 dage pr. kalenderår. Dvs. der kan også træffes beslutning om at grænsen skal være f.eks. 80 eller 90 dage. Kommunalbestyrelsen kan derimod ikke bestemme, heller ikke i en lokalplan, at grænsen skal være mindre end 70 dage.

Efter 1.1.2021 gælder, at udlejningen skal ske gennem et bureau for at udnytte muligheden for 70- 100 dages udlejning. Administrerer ejer eller lejer selv udlejningen nedsættes grænsen til 30 dage. Reglerne håndhæves af erhvervsministeren, men loven giver kommunerne en række muligheder for at samkøre registre, indhente oplysninger hos forsyningsselskaber mv. for at hjælpe ministeren med tilsynet.