Olietanke

Har du en privat olietank under 6.000 liter, er det dit ansvar, at regler om levetid overholdes.

Det er grundejerens ansvar at sikre sig, at olietanken ikke bliver for gammel eller på anden måde overtræder loven.

Du skal undersøge:

  • Fabrikationsdatoen.
  • Byggematerialet fx stål eller plast.
  • Overjordisk eller nedgravet olietank.
  • Korrosionsbeskyttet olietank.

Du finder disse oplysninger på:

  • Tankpladen på olietanken.
  • Tankpladen på påfyldningsstudsen.
  • Tankattesten.

Anmeld/afmeld olietanken på Byg og Miljøportalen

Sløjfning af din olietank

Nedgravede tanke

Vi syner alle nedgravede tanke ved sløjfning. Du kan rekvirere syn på tms@gribskov.dk eller på 7249 6000.

Du skal tømme tanken helt for olie og slam. Hvis tanken skal blive liggende i jorden, skal du gøre den tilgængelig for syn, inden du afblænder den. Hvis du graver tanken op, syner vi både tanken og hullet, hvor den har ligget.

Du gør en tank tilgængelig ved at frigrave toppen af tanken og afmontere påfyldnings- og udluftningsrørene. I tanken skal du desuden skære et hul på minimum 40 x 40 cm (så tæt på midten som muligt). Vi kan kun gennemføre et syn, hvis tanken er gjort tilgængelig og rørene er afmonteret.

Du får altid en kvittering for vores besøg, uanset om vi gennemfører synet eller ej. Vi giver også en kopi til din eventuelle entreprenør eller montør.

Bemærk: Der er intet krav om, at tanken skal sandfyldes eller på anden måde sikres imod sammenstyrtning, uanset hvor den ligger. Hvis tanken ligger tæt på et hus, kan det være en god idé at sandfylde den for at undgå sætningsskader.

Særligt om ulovlige tanke

Ulovlige tanke skal graves op. Vi syner tanken og hullet, hvor den har ligget. Senest en uge før, du graver tanken op eller afblænder den, skal du derfor henvende dig til os. Mail: tms@gribskov.dk, telefon: 7249 6000.

Overjordiske tanke, ude og inde

Disse tanke skal inden nedtagningen tømmes for restindhold (olie og slam), og du skal anmelde nedtagningen skriftligt til Gribskov Kommune, Teknik og Borgerservice, senest 14 dage efter, tanken er fjernet. Samtidig skal du oplyse, hvilken varmekilde du herefter benytter.

Etablering af ny olietank

Etablering af olietank

også ved udskiftning, som er både en sløjfning og en etablering.

Senest 2 uger før, du vil etablere en villaolietank, skal du anmelde det til Gribskov Kommune, Teknik og Borgerservice. For andre tanke er fristen 4 uger.

Arbejder omkring olietank anmeldes via ansøgningsmodulet bygogmiljoe.dk som vil være den eneste indgang for nogle miljøsager og alle byggesager.

  • Du skal oplyse, hvornår du ønsker at etablere anlægget - det vil sige tanken med tilhørende rørsystemer.
  • Du skal give en kort beskrivelse af anlægget - herunder tanktype og -størrelse, placering af tanken samt oplysninger om rørforbindelsen til fyret.
  • Du skal vedlægge en skitse, der viser anlæggets placering på din ejendom.

Husk også at oplyse, om du samtidig sløjfer eller fjerner en gammel tank.

Etablering af en olietank skal udføres af en sagkyndig person. Det er en person, som gennem uddannelse og/eller erfaring er kvalificeret til at udføre arbejdet, og som er tilknyttet et firma, der udfører det aktuelle arbejde.

Vi syner ALTID tanke til nedgravning, før de lægges ned i jorden.

Du må ikke benytte en nedgravet tank, som vi ikke har synet og godkendt!
Hvis du har gravet en tank ned, skal du altså grave den helt fri igen, så vi kan syne den. Ellers får du forbud imod at benytte tanken.

Vores skrappe praksis skyldes, at der er fejl eller skader på alt for mange nye tanke. I 2007 kasserede vi 16 helt nye tanke - det var cirka halvdelen af alle de tanke, vi synede.

En sagkyndig VVS-installatør eller din oliefyrsmontør kan ofte hjælpe dig med at sikre, at de fysiske lovkrav er overholdt. Men det er altid en god idé at kontakte Teknik og Erhverv, før du beslutter dig. Mail: tms@gribskov.dk, telefon: 7249 6009.

Regelgrundlag

Lovkrav til etablering af olietanke findes i Olietankbekendtgørelsen

Villaolietankforsikringen

Lovlige olietanke er forsikret

Hvis der sker olieforurening eller spild trods overfyldningsalarmer og enstrengede rørføringer, er der indført regler om obligatorisk forsikring af lovlige villaolietanke og rørføringer i forbindelse med villaolietanke (dvs. for olietanke under 6.000 l til brug for opvarmning, hvor over 50 % af arealet benyttes til bolig).

Reglerne gælder uanset, om tanken er nedgravet, står på jorden eller er placeret indendørs.

Olieselskaberne sørger automatisk for forsikringen. Der er nemlig en aftale mellem olieselskaberne i Danmark og forsikringsselskabet Topdanmark.

Nedgravede villaolietanke fra før 1. april 1970 er ikke omfattet af forsikringen, da disse tanke er ulovlige. Olietanke over 6.000 liter er heller ikke dækket af forsikringen. Hvis der skulle være forurening, så vil villaolietankforsikringen dække udgifter til undersøgelse og oprensning af jordforurening efter en lovlig olietank i op til seks måneder efter, at tanken er taget ud af brug.

Olietanke - hvis uheldet er ude

Hvis uheldet er ude

Ved olieforurening eller spild skal grundejeren straks kontakte Gribskov Kommune. Herefter meddeler kommunen et påbud efter jordforureningslovens § 48.
Forsikringsselskabet Topdanmark, der administrerer villaolietankforsikringen, sørger for, at oprensningen bliver igangsat af et rådgivende firma. Forsikringen dækker de udgifter, der følger med Gribskov Kommunes påbud. For hver skade er der en selvrisiko for tankejeren.

Kontakt Topdanmark

Læs olietankbekendtgørelsen