Projekter

Her kan du læse om aktuelle vejprojekter

Gribskov Kommune planlægger et større asfaltarbejde på Holløselund Strandvej/Vejby Strandvej i perioden 2022 og 2023. Der skal lægges ny asfalt på strækningen, og vejen vil efterfølgende blive afmærket som 2-minus-1 vej. Hastighedsgrænsen på vejen fastholdes på 40 km/t.

Status april 2023

Gribskov Kommune har afsluttet en større undersøgelse af afvandingssystemerne i området. Det viser sig, at en stor del rørsystemerne skal repareres og kommunen vil derfor igangsætte arbejdet og kontakte de grundejere direkte, som bliver berørt af arbejdet. Kommunen er i gang med at indhente priser på asfaltarbejdet. Selve anlægsarbejdet gennemføres inden sommerferien 2023, hvis tilbuddene for arbejdet kan holdes indenfor det afsatte budget. Der vil komme yderligere information til de berørte grundejere om forhold i forbindelse med selve asfaltarbejdet, omkørselsruter mv. når datoerne for arbejdet er endelig fastlagt. Den beplantning, som grundejerne fik beskåret ind til skel i foråret 2022, er selvfølgelig vokset siden da. Det kan derfor være nødvendigt for udvalgte grundejere at rette op på beplantningen endnu engang, så den stadig og fremadrettet holder sig indenfor skellet.

Status juli 2022

Landinspektørfirmaet LE34 kortlagde i foråret 2022 skel mellem vejen og grundene på strækningen. På baggrund af kortlægningen har Gribskov Kommune kontaktet grundejerne langs vejen og bedt om, at beplantningen langs vejen blev klippet ind til skel. Grundejerne fortjener stor ros for arbejdet. Der mangler nu kun nogle få udeståender mellem kommunen og grundejerne langs vejen, før alt beplantning er væk fra vejarealet, og vejen igen kan ses i den fulde bredde.

 Næste skridt i projektet er, at der skal findes en løsning på det vand som vil samle sig under og omkring den nye vej. Kommunens rådgiver har gennemført tv-inspektion og anden kortlægning af afvandingssystemerne i forhold til håndtering af problemerne. Hvis ikke vandet kan komme væk fra vejen, vil der opstå (vand)huller i kanten langs asfalten, som på sigt vil underminere vejen. I værste fald vil der komme oversvømmelser i de lavest beliggende haver langs vejen.  

Anlægsarbejderne sættes på stand-by i højsæsonen

Sommerperioden er højsæson for aktiviteter for beboere i området omkring Holløselund Strandvej/Vejby Strandvej. Kommunen sætter derfor det egentlige anlægsarbejde på stand-by indtil slutningen af august måned, fordi gravearbejder vil være til stor gene for sommertrafikken i området.

Hvad sker der så?

Næste fase i projektet vil være, at kommunen starter på de indledende reparationer af vejen hen over efteråret.  Der vil være gravearbejder og anden aktivitet, som kan være generende for trafikken og fremkommeligheden. 

Hvis du ønsker fibernet

Gribskov Kommune har kontaktet udbydere af fibernet (TDC, Wizer og One-fiber), der har været aktive i Gribskov Kommune, og gjort opmærksom på, at det vil være en fordel, hvis eventuelt gravearbejde vil kunne gennemføres i efteråret, inden der lægges ny asfalt på strækningen.

Hvis man som grundejer ønsker at få indlagt fibernet i sommerhuset i efteråret, skal man kontakte en udbyder direkte. Kommunen forestår ikke kontakten mellem grundejer og udbyder.

Kommunen slår rabatterne fremover

Efter grundejernes store arbejde med at klippe beplantningen ind til skel kommer der lys og luft til rabatterne. Det betyder at ukrudt, græs, selvsåede træer og lignende vil begynde at gro lystigt i rabatten. Gribskov Kommune slår derfor fremover rabatterne til det samme serviceniveau som øvrige veje i kommunen.

En 2-minus-1 vej

Gribskov Kommune planlægger, at Holløselund Strandvej og Vejby Strandvej skal afmærkes som 2-minus-1 vej i 2023, når der er lagt et nyt asfaltlag. 2-minus-1 løsningen findes i dag på flere vejstrækninger i kommunen.

På en 2-minus-1-vej er der kun ét spor for bilisterne, selvom der er trafik i begge retninger. Vejtypen bruges derfor kun på strækninger med begrænset trafik. Når en bilist møder en modkørende bil, trækker begge mod højre ud over kantbanerne, så bilerne kan passere hinanden. Efter passagen trækker bilerne ud på midten af vejen igen. Der er brede stiplede kantbaner i begge sider, hvor cyklister og fodgængere kan færdes. Bilisterne skal tage hensyn til cyklister og fodgængere, når de trækker ud til siden ved møde med modkørende biler.

 

 

Hensigten med 2-minus-1-veje er dels at forbedre forholdene for cyklister og fodgængere uden at gøre vejen bredere og dels at forbedre trafiksikkerheden ved at reducere kørehastigheden og øge afstanden mellem kørespor og faste genstande langs vejen. Hastighedsgrænsen på Holløselund Strandvej og Vejby Strandvej fastholdes til 40 km/t. Vejen bliver dog på visse steder så bred, at en personbil og en bus kan passere hinanden uden at skulle køre med hjulene udenfor den asfalterede vejbane. Derfor udvides vejen med ca. 20 cm i bredden i forhold til nu. Det ligger inden for det nu fritlagte vejareal, så der vil ikke blive tale om inddragelse af yderligere areal eller ekspropriation.

September 2023

Uge 37

Kantstensarbejde, sænkning af brønde mv.

Uge 38

Bearbejdning af vejkasse og udlægning af asfaltslidlag.

 Uge 39

Udlægning af asfaltslidlag, afmærkning af kørebane med 2-1 afmærkning og tilpasninger.

I perioder, særligt uge 38 og 39, vil det kun være muligt i særlige tilfælde at køre med personbiler. Det vil dermed være spærret for tunge køretøjer, herunder bus. Buslinje 361 bliver omlagt i ugerne 38 og 39. Orientering om midlertidig rute vil fremgå af opslag på stoppestederne. Det forventes at vejarbejdet vil vare 4 uger og der vil blive en del afspærring og omkørsel forbundet med arbejdet. Vi vil løbende informere omkring trafikreguleringerne, med skilte i området og på kommunens hjemmeside mv. Da dele af arbejdet er afhængig af vejrlig, vil der kunne ske ændringer i planen. 

Vi håber på forståelse og tålmodighed og ser frem imod en ny fin vej til glæde og trafikanter og grundejerne i området.

Busomlægning

Vi har desværre også måtte omlægge bussen og ruten ses herunder:

Kortet viser omlægning af busrute

Disse stoppesteder vil ikke kunne bruges i perioden:

 Godhavn Station, Lundebjergvej, Melbys Vænge, Østervænget, Holløselund, Lundevænget, Gråspurvevej, Vipstjertevej, Rylevej, Lillebjørnsvej og Avlegårdsvej.

 Den midlertidige busrute vil også fremgå af opslag på stoppestederne, og der vil selvfølgelig være skilte i området, der guider trafikanterne ad omkørselsveje, mens arbejdet står på.

 Ærindekørsel og beboerkørsel er tilladt. Dvs. at beboerne på strækningen ikke vil blive berørt i forhold til adgangen umiddelbart til og fra deres boliger.

 

 Afspærringsplan

Kortet viser hvor der vil være afspæringer

Trafiksanering af Gilleleje Hovedgade

Der skal gennemføres en trafiksanering af Gilleleje Hovedgade og en række hastighedsdæmpende og tryghedsskabende tiltag på Bonderupvej og Kystvejen.

Dialog med borgergruppe

Der har i en årrække været ønsker om forbedring af trafiksikkerhed og tryghed på Gilleleje Hovedgade. I 2021/22 har en borgergruppe i Gilleleje i samarbejde med Gribskov Kommune drøftet ønsker og muligheder. Denne dialog er mundet ud i et projektkatalog over mulige tiltag, som skal imødekomme følgende problemstillinger, som borgergruppen har peget på:

  • Ønske om lavere hastighed
  • Reduktion af gennemkørende trafik og særligt tung gennemkørende trafik
  • Bedre og sikrere krydsningsmuligheder for cyklister og fodgængere
  • Bedre trafiksikkerhed i krydset Gasværksvej/Gilleleje Hovedgade og krydset Parkvej/Bonderupvejen
  • Generel større tryghed for gående og cyklister

Forslag til tiltag

Projektkataloget indeholder forslag til øget trafiksikkerhed og reduktion af gennemkørsel af Gilleleje Hovedgade.

Det er vurderingen, at mellem 20 og 25 % af trafikken, som kører på strækningen mellem Parkvej og Græstedvejen, ikke har noget egentligt ærinde på strækningen, men udelukkende er gennemkørende. Hyppige bump og hævede flader forventes, at få en del af denne trafik til at vælge andre veje udenom Gilleleje Hovedgade.

På samme tid vil bump og hævede flader dæmpe farten effektivt til gavn for trafiksikkerheden for de bløde trafikanter. Generelt vil der blive anvendt rød belægning i krydsombygninger, i forgængerfelter og i cykelbaner for synliggørelse af strækningens sammenhæng og reduktion af kørebanebredde for lavere hastighed.

Ombygning af signalanlægget Parkvej/Bonderupvej

Krydsombygning af signalanlæg Parkvej/Bonderupvej for synliggørelse af lavfartsområde og kanalisering af mere trafik ad Parkvej.

Strækningen Parkvej til Gasværksvej

Strækningen Parkvej - Gasværksvej trafiksaneres og hastighed reduceres til 40 km/t og skiltes med C55-tavle ved brug af pudebump og hævede flader i fodgængerfelter. I alt planlægges 4 bump på strækningen. Strækningens tre krydsningspunkter/fodgængerfelter ombygges for fartdæmpning og bedre synlighed. Krydset Gasværksvej/Gilleleje Hovedgade/Kystvejen indrettes som hævet flade med 30 km/t-zone. Fodgængerfeltet mod havnen flyttes til vigelinjen og indrettes med helleanlæg. Vejtilslutningen reduceres til to kørebaner.

Kystvejen fra Gilleleje Stationsvej til Græstedvejen

Kystvejen fra Gilleleje Stationsvej mod vest til Græstedvejen omskiltes til byzone med 50 km/t i stedet for skiltning med 60 km/t. Den nuværende skiltning med anbefalet rute for tung trafik ad Parkvej og Græstedvejen gøres mere synlig. På Bonderupvejen videreføres midterafmærkning med spærreflade fra Stæremosen og til krydset ved Parkvej/Super Brugsen.

Høring af erhvervsliv og interessenter sommeren 2022

Projektkataloget er sendt i høring hos Borgergruppen Gilleleje Hovedgade, Lokalrådet, Gilleleje Handelsforening, Gilleleje havn, Menighedsrådet, Super Brugsen Gilleleje, Movia, samt Gribskov Beredskab.

Status sommeren 2022

  • Politisk behandling af katalog for trafiktiltag i Udvalg for Klima, Teknik og Miljø 31. maj 2022
  • Projektkataloget er i høring hos interessenter i perioden 1. juni – 1. august 2022

Forventet tidsplan for projektet

  • Udførelse af anlægsarbejdet forventes at ske i perioden maj-juni 2023